Øl som i gamle dage
Reersø Bryghus har til huse i en over 220 år gammel bindingsværksgård. Her brygger vi øl som man gjorde det på gårdene i gamle dage med århundrede gamle metoder. Det indebærer bl.a. at ingen af vores øl er kogt og derfor kan kaldes rigtig gårdøl eller raw ale, som man siger i udlandet.
Vi har valgt at anvende denne nænsomme og traditionelle nordiske bryggemetode, fordi den tilfører øllet smag og finesse, hvis lige ikke kan findes i moderne øl. Faktisk gør man rigtigt mange ting ved moderne øl, som påvirker dets smag og fjerner dets lokale islet. Ingen af disse moderne tiltag finder sted hos os. Heller ikke når vi brygger moderne øl stilarter.
Vores gamle bryggemetode er ressourcebesparende. Den helt store energisluger; kogningen, er jo helt skåret fra. Efterfølgende skal vi heller ikke køle så meget og vi bruger ikke temperaturkontrollerede tanke. I sidste ende sparer vi både vand og en masse energi.
Vi bruger også egefade til at lagre vores øl på, hvilket også har en miljømæssig fordel frem for ståltank. Først og fremmest er træproduktion mindre belastende for miljøet end stålproduktion. Dertil er vores egefade brugte og sparer vores miljø for ny produktion. De er også lavet af 100% genanvendelige materialer, hvoraf det meste jo er biologisk nedbrydelig.
Vores restprodukt bruges ligesom i gamle dage. Det bliver hentet af den lokale landmand Kim, der bruger masken som foder til sine kreaturer.
I forbindelse med bryghuset ligger ølhaven. Her kan du sidde midt i den gamle landsby blandt stråtækte bindingsværkshuse og nyde den gode øl. Har du lyst kan du om sommeren nyde en tapas med lokale delikatesser, resten af året har vi andre lette anretning på programmet.
Alternativt kan du også bare slappe af med et spil, en bog eller gode venner i de idylliske omgivelser. Mange af øens populære vandreruter starter lige ved bryghuset, hvilket gør ølhaven til det oplagte sted at slutte af med lidt selvforkælelse.
Første lørdag i måneden fra maj til september er der livemusik i haven.
Ølhaven har lukket for sæsonen, men vi holder arrangementer løbende,
som vil blive offentliggjort her og på vores Facebookside.
Kalundborg:
Slagter Jacob, Kordilgade 10, 4400 Kalundborg
Roskilde:
Holte Vinlager Roskilde, Ringstedgade 37, 4000 Roskilde
Gørlev:
Lynghuset, Algade 17, 4281 Gørlev